Denne kage skal laves dagen før den skal serveres.
Bag først browniebunden og lad den køle helt af, før du starter på moussen. Mens kagen køler af kan du med fordel lade de frosne jordbær tø op i en gryde. Når moussen er blandet hældes den over bunden og så skal kagen på køl til næste dag, hvor den kan pyntes og serveres.
Browniebunden kan også laves uden jordbærmousse og f.eks. serveres med is, karamelsovs, bærsovs og frisk frugt, se Desserttallerken med brownie.
Browniebund:
Du skal bruge:
- 85 g smør
- 175 g chokolade
- 250 g sukker
- 3 æg
- 2 tsk vanillesukker
- 70 g mel
Sådan gør du:
- Hak chokoladen
- Smelt smørret, tag det af varmen og tilsæt den hakkede chokolade
- Rør rundt til massen er blank og glat
- Mens chokoladen køler af piskes æg, sukker og vanillesukker
- Gør en springform klar ved at klippe et rundt stykke bagepapir til at lægge i bunden
- Når chokoladen er kølet lidt af blandes den med æggemassen
- Tilsidst tilsættes mel og salt
- Hæld dejen i formen og bag i ca. 25 min ved 180 grader
- Når kagen er kølet helt af skal bagepapiret løsnes (det bliver vi glade for i morgen). Det gøres nemmest ved at tage sideringen af springformen, lægge en tallerken ovenpå kagen og vende det hele om, så bagepapiret vender opad. Bagepapiret kan nu tages af og lægges på igen, og kagen kan vendes tilbage i formen, og sideringen sættes på igen, så vi er klar til at hælde mousse på.
Jordbærmousse
Du skal bruge:
- 500 g jordbær
- 5 bl husblads
- ca. 3 spsk sukker
- ca 2 tsk vanillesukker
- saft fra ca. 1/2 citron
- 2 dl piskefløde (køb en kvart piske og brug den sidste 1/2 dl til pynt)
Sådan gør du:
- Læg husblads i blød i koldt vand
- Kog jordbær med det mest sukker og vanillesukker. Hvis der ikke er noget jordbærsaft i bunden af gryden tilsættes lidt vand
- Kog til jordbærene er bløde og blend dem derefter til en glat jordbærsovs, der gives et hurtigt opkog
- Tilsæt det meste citronsaft og smag til med mere citron, sukker og vanillesukker
- Vrid husbladsen fri for vand, og smelt den i jordbærsovsen
- Imens jordbærsovsen køler af piskes fløden
- Når jordbærsovsen er kølet af vendes fløden i
- Moussen hældes over bunden og sættes på køl til næste dag
Pynt:
Kagen kan f.eks. pyntes med flødeskumstoppe, jordbær og/eller chokolade (spåner, snirkler eller figurer). ↓↓↓
Tapas-tip:
Denne kage kan også laves som kagetapas, der er to måder.
Enten ved at man bager brownien i muffinforme. Når bunden er kold kan man lave jordbærmoussen og hælde den oven i, og så i fryseren. Så bliver den bliver som på billedet. Man kan også bage de små browniebunde, tage dem op, og så hælde moussen i først og putte browniebunden i for oven. Jeg tror moussen vil få en finere overflade på den måde.