Ravioli

Det tager altid længere tid end man tror at lave ravioli. Så man skal ikke vælge det en dag man har travlt. Men har man god tid, er det til gengæld en rigtig hyggelig ret at lave og god at have børn med til. Vores yndlings ravioli er med ricotta, lufttørret skinke, parmasanost og basilikum, og vi serverer den bare med lidt grøntsager ved siden af. 🙂

Opskriften på pastadej passer til vores pastamaskine, der både kan ælte og rulle plader ud. Har man ikke sådan en, er det nok klogest at finde en anden opskrift på pastadejen og bruge fyldet herfra.

Du skal bruge:

Fyldet:

  • 250 g ricotta
  • ca 80 g lufttørret skinke
  • ca 40 g parmasanost
  • ca 15 blade frisk basilikum
  • salt og peber

Pastadejen:

  • 250 g hvedemel
  • 250 g durummel
  • 2 æg
  • Noget vand

Sådan gør du:

  1. Skær skinke, ost og basilikum blade i små stykker og bland det i ricottaen. Smag til undervejs for at finde den blanding, der er perfekt for dig.
  2. Smag også til med salt og peber.
  3. Bland de to slags mel, og hæld dem i pastamaskinen
  4. Put de to æg i et målebæger og tilsæt vand til du når 190 ml.
  5. Pisk det sammen med en gaffel og hæld det langsomt i pastamaskinen (der nu er tændt).
  6. Vent til der bliver spyttet pastaplader ud, og skær dem over i stykker der passer til en ravioli, vores er ca. 8 cm.
  7. Læg pastapladerne på et stykke bagepapir.
  8. Læg en lille skefuld fyld på hver pastaplade og pensl med vand på kanterne.
  9. Fold dejen sammen om fyldet, og giv kanten en tur med en gaffel på begge sider, så dejen sidder sammen.
  10. Kog raviolierne i saltet vand i ca. 5 minutter.
  11. Kog evt. af to omgange, så kan man koge første halvdel, mens den sidste halvdel bliver lavet, og spise første halvdel, mens den sidste halvdel koger.

Udseendet på vores raviolier er i den rustikke ende, men alle kan være med til at lave dem, og der skal ikke rulles dej ud flere gange.