Jeg fik lyst til at prøve at lave indisk Dhal (jeg er ikke helt sikker på stavemåden) men kunne ikke finde en opskrift på nettet der var helt som jeg gerne ville have den, så jeg kombinerede lidt forskellige opskrifter og valgte at skrive ned undervejs, så jeg kunne lave den igen, hvis den blev god. Og det gjorde den, så her er mit bud på en omgang Dhal.
Du skal bruge:
- Olie til stegning
- 4 fed hvidløg
- 2 løg
- 3 mindre knolde ingefær
- et pasende antal friske chilier (Vi brugte små rawit chilier fra Føtex og konkluderede at 1-2 passer til en portion til børn, 4 passer til Lisbet og 6 passer til Per).
- 1 spsk stødt spidskommen
- 1 tsk stødt koriander
- 2-3 spsk karry
- Salt og Peber
- 2 dåser hakkede tomater
- 500 g kartofler
- 200 g tørre røde linser
- 1 blomkål
- 1 peberfrugt til pynt
Serveres med Raita (yoghurtdressing) og Naan-brød.
Sådan gør du:
- Skræl, snit og hak hvidløg, løg, ingefær og chilier.
- Skræl kartoflerne og skær dem i mindre stykker (læg dem i vand indtil de skal bruges).
- Skyl og afdryp linserne.
- Svits løg, hvidløg, ingefær og chili i olien, efter lidt tid tilsættes karry, spidskommen og koriander, rør rundt til krydderier er “brændt af” men ikke brændt på. (Vi brugte vores stegegryde til at lave retten i).
- Tilsæt flåede tomater, kartofler og linser.
- Nu skal det koge ca. 30 minutter, undervejs kan man begynde at smage til, tilføj evt. mere karry, spidskommen eller koriander og smag til med salt og peber.
- I mens det koger skæres blomkålen i små buketter og peberfrugten skæres ud i små tern.
- Når kartofler og linser er næsten møre tilsættes blomkålen og det hele koger i 5-10 minutter til blomkålen er færdig. Samtidig sættes Naan-brødene i ovnen.
- Smag til igen, og server i skåle, med raita og peberfrugt på toppen og naanbrød til.
Tips:
Det er en ret der tager noget tid i køkkenet, men også en ret man rigtig kan hygge sig med at lave, hvis man er flere kokke. Hvis alle kokke er over 18 anbefaler vi en flaske bobler til madlavningen.
Raita kan laves som det første så den har tid til at trække smag fra krydderurterne eller mens kartofler og linser koger. Jeg brugte græsk yoghurt, frisk mynte, frisk koriander, citronsaft, stødt spidskommen, salt og peber, men tænker det også ville have været godt at tilføje noget revet agurk.